Anerkendelse


Anerkendelse kan være mange ting, og skal måles i den oplevelse den unge har af at blive set, hørt og forstået. Oplevelsen af at være anderledes, når man som ung ikke bor hos ens forældre, som de fleste andre, kan være belastende. Behovet for at blive mødt anerkendende er derfor ekstra stort hos vores unge. Anerkendelsen er det som udvikler selvfølelse, lyst til forandring og øger trivslen.

I praksis handler det om, at de unge oplever, at der er en åbenhed overfor den måde de oplever og møder verden på. En positiv tilgang, hvor der er tid, nysgerrighed og opmærksomhed omkring deres måde at se verden på – også når den ikke nødvendigvis afspejler den måde, som pædagogen ser verden på.

Det at blive set – som man er og hørt – handler om, at de unge oplever, at de bliver taget alvorligt og grundlæggende mødes med en tilgang af at være ligeså værdifulde og unikke som andre mennesker.

En del af anerkendelsen består i at give plads til de forskelligheder, som de unge har og til den identitet, som de er ved at prøve af. De skal mødes med åbenhed, nysgerrighed og forståelse. Der skal være plads til at lytte til begrundelser. Det er også vigtigt, at de mødes med andre perspektiver på verden, når det er nødvendigt, så de får et realistisk billede af, hvordan andre ser på dem og deres handlinger, og hvad det betyder for deres muligheder for at være den, de gerne vil være i fællesskabet.

Vi opfatter anerkendelsesbegrebet både som en pædagogisk tilgang og som en måde at tænke på, der er værdifuld og brugbar, når livet kan opleves svært som ung. I vores forståelse af begrebet anerkendelse er vi inspireret af teoretikeren Axel Honneth og den forståelse, der ligger i KRAP konceptet.